Sygdom og ernæring

Vægttab ved sygdom

Er man kronisk eller alvorligt syg, kan man opleve, at man taber sig i vægt. Dette skyldes, at sygdommen sætter kroppen på hårdt arbejde og man har derfor brug for ekstra næring for at kunne bevare vægten. Samtidig vil man typisk have mindre appetit og derfor spise mindre mad end normalt. Konsekvensen er, at man taber sig uhensigtsmæssigt i vægt, hvilket kan resultere i det, der kaldes sygdomsrelateret underernæring. Sygdomsrelateret underernæring er mangel på energi, protein og andre næringsstoffer som følge af sygdom. Er man ældre, er man særligt udsat. Ældre har nemlig i forvejen færre reserver og har ofte en eller flere kroniske sygdomme. Statistikken viser, at ca. hver fjerde hospitalsindlagte patient i Danmark er i risiko for at blive underernæret, mens der i ældreplejen er ca 60 %, som er i risiko for underernæring (1).

Konsekvenser ved vægttab

Sygdomsrelateret underernæring har en række negative konsekvenser. Manglen på næringsstoffer kan lede til nedsat funktionsevne, et svækket immunforsvar, hyppigere infektioner og en øget risiko for komplikationer. Ved at have fokus på at vedligeholde vægten og undgå vægttab, når man er syg, giver man kroppen de bedste forudsætninger for at komme godt igennem et sygdomsforløb. Det kan være en god idé at spise næringstætte fødevarer med højt indhold af energi og protein, således at man ikke behøver at indtage store mængder mad for at dække næringsbehovet.

Energi og protein

Energi kaldes også for kilokalorier (kcal) eller kilojoule (kJ) og udgør det brændstof, som kroppen skal bruge, for at kunne fungere. Energi kommer fra kulhydrat, fedt og protein. Fedt er det næringsstof, der bidrager med mest energi, og det kan derfor være en fordel at spise mad med meget fedt, som f.eks. smør, olie og fløde. Protein er essentielt for at opbygge og vedligeholde musklerne. Under sygdom kan man have brug for ekstra protein for at bevare styrken. Protein findes især i æg, kød, fjerkræ, fisk samt mælk og mælkeprodukter, som f.eks. ost, skyr og yoghurt. Hvis man har svært ved at få dækket sit behov for energi og protein gennem almindelig mad, kan lægen eller diætisten anbefale at man supplerer med medicinske ernæringsdrikke

Medicinske ernæringsdrikke

Medicinske ernæringsdrikke er fødevarer udviklet til særlige medicinske formål, og kaldes også hyppigt for proteindrikke, energidrikke eller tilskudsdrikke. Det er dog vigtigt at skelne dem fra almindelige (protein)drikke fra supermarkedet, som ikke tilhører kategorien af fødevarer til særlige medicinske formål. Medicinske ernæringsdrikke fra Nutricia indeholder energi, protein, kulhydrat og fedt samt alle de essentielle vitaminer og mineraler i et lille volumen. De er derfor gode som supplement til den almindelige kost, når man har svært ved at imødekomme sit næringsbehov gennem almindelig mad. Medicinske ernæringsdrikke kan således være medvirkende til, at man bevarer styrken til at komme godt igennem sygdoms- og behandlingsforløbet. Nutricia tilbyder et bredt sortiment af medicinske ernæringsdrikke i forskellige smagsvarianter. Nutridrink Compact er fuldgyldige ernæringsdrikke, hvilket betyder, at de kan bruges som eneste kilde til ernæring. Nutridrink Compact Protein er supplerende ernæringsdrikke med øget proteinindhold til patienter med øget proteinbehov. Læs mere om Nutridrink her. Lægen kan ordinere medicinske ernæringsdrikke fra Nutricia. Medicinske ernæringsdrikke kan købes på apoteket eller hos Nutricia Direkte. Tal med din læge eller diætist hvis du oplever vægttab i forbindelse med sygdom. 

Pårørende til en med sygdomsrelateret underernæring

Omgivelserne kan have betydning for, hvor meget en patient spiser. Er man pårørende kan man hjælpe patienten ved at holde fokus på vægten og næringsindtaget. Det er dog vigtigt, at man som pårørende ikke kommer til at lægge et unødigt pres på patienten, således at appetitten falder yderligere. En god idé er at skabe en positiv stemning omkring måltiderne, der fremmer indtaget af mad. Dette gælder både hovedmåltider og mellemmåltider, hvad end de består af almindelig mad eller medicinske ernæringsdrikke.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til ernæring i forbindelse med sygdom, er du velkommen til at kontakte vores kliniske ernæringsrådgiver Michala Bagge Hansen på hverdage mellem kl. 08.00 og 16.00 på

Telefon: 7021 0709
E-mail: michala.hansen@nutricia.com

Referencer

(1) Kost- og ernæringsforbundet, 2014 ”Underernæring – Det skjulte samfundsproblem”